Den klassiske panini med kylling, pesto og mozzarella

Panini, grillet sandwich, toast – kært barn har mange navne. Uanset hvad du vælger at kalde den varme, sprøde sandwich kan vi vist godt blive enige om, at den til enhver tid slår den klassiske rugbrød med leverpostej. En panini kan spises hele dagen, som morgenmad, mellemmåltid, frokost og aftensmad og kan varieres i det uendelige. Med en paninigrill ved hånden har du altså uanede muligheder for at lave et hurtigt og nemt måltid. 

Du får her opskriften på den helt klassiske panini med kylling, pesto og ost. Kombinationen går man aldrig galt i byen med og du kan altid tilføre den dit helt eget touch. Valg af brød afhænger af din smag. Vi anbefaler et robust brød som kan steges sprødt – f.eks. ciabatta, surdejsbrød eller focaccia. Om du bruger skriver af brød eller en bolle er for så vidt ikke afgørende, bare det kan presses sammen i grillen. 

Her i opskriften har vi valgt at stege frisk en kyllingebrystfilet – du kan selvfølgelig bruge kylling fra dagen før, hvis du har rester liggende, inderfilet kan også sagtens bruges i stedet (steg da fileterne i kortere tid) og hvis du helt vil undgå forberedelsestid kan du også bruge kyllingpålæg. Vi anbefaler dog at bruge friskeskårne skiver af kyllingfilet, som du selv har stegt, fordi det smager bedre, mætter godt og du selv kan krydre din kylling med dine yndlingskrydderier. De angivne krydderier er selvfølgelig bare til vejledning og du kan fjerne og tilføre krydderier som du har lyst til.

Der findes et hav af pestoer derude i butikkerne. Valg af pesto afhænger fuldstændigt af din smag. Er du til den klassiske med basilikum og pinjekerner, er det selvfølgelig den du vælger. Ellers er der ingen begrænsninger på hvilken pesto der kan bruges i denne opskrift – der er vist meget få pestotyper der ikke går godt i spænd med kylling og mozzarella. Det kan også være du har eksperimenteret med at lave din egen pesto, f.eks. en ramsløgpesto, hvor du selv har været ude og samle ramsløg i skoven i det tidlige forår. Prøv dig frem med forskellige smage. 

Sidst opdateret 1. marts 2021


Ingredienser

  • 2 tykke skiver godt brød eller én stor bolle
  • Kyllingebrystfilet, stegt og i tynde skiver
  • 1 tsk olivenolie
  • 4 skiver frisk mozzarellaost
  • 1 spsk pesto efter eget valg
  • Salt
  • Friskkværnet sort peber
  • Tørret oregano
  • Tørret basilikum
  • Chiliflager

Fremgangsmåde

  1. Varm olien op til middelvarme på en lille pande
  2. Steg kyllingefileten ved middelvarme, 1 minut på hver side
  3. Skru herefter ned for varmen og lad kyllingen få 6-7 minutter på hver side Krydr med salt, lever og krydderier undervejs
  4. Når kyllingen er færdig, tages den op og skæres i skiver (har du tid, så lad den hvile i 10 minutter)
  5. Smør pesto på begge stykker brød
  6. Fordel kylling og mozzarella på den ene skive og læg låg på
  7. Giv paninien et let tryk og grill ved middelvarme i cirka 10 minutter, indtil brødet er gyldent og sprødt og osten smeltet

Sidst opdateret 1. marts 2021